Ved Vigen 7-9, 2400 Kbh NV
Tlf: 39 67 56 18
Mandag-fredag: kl. 9-12.
Torsdag tillige: kl. 16-18
Ida og Mathias til Israel
Under gudstjenesten d. 10. jan. udsendes Ida og Mathias til tjeneste for Ordet og Israel i Israel.
De fortæller her om deres opgave:
Til januar flyver vi langt væk. Mathias begynder på et intensivt sprogkursus i moderne hebraisk i Jerusalem og Ida forsøger at overbevise de lokale kreglere om, at et pund tomater ikke skal koste hele 7 kroner. Mathias skal bruge sine sprogevner til at tale med de jerusalemitter, vi skal arbejde for. Fattige folk i Jerusalem skal have sat deres lejligheder i stand, og Mathias skal gerne kunne forstå, hvad der skal laves. Arbejdet leveres af danske volontører. Når arbejdet er veludført, vender Mathias tilbage for at følge op på succesen og slå en sludder af. Det er det, man kalder et lederjob.
Organisationen hedder Ordet og Israel, og arbejdet kaldes Yad va Lev – med hjerte og hånd. Formålet er at jøderne skal få Bibelens syn på Jesus Messias og at de kristne skal få Bibelens syn på Israel. Imens lægger Ida tomaterne i køleskabet hjemme, tilrettelægger volontørernes madplan og klør de trætte volontører lidt bag øret. Vi skal på udflugt med dem i weekenden, så Ida begynder at forberede den undervisning, vi vil give dem ved Genesaret sø (i et forsøg på at kopiere en vis Herre for 2000 år siden).
Når Mathias kommer hjem, trænger han til en ordpause, så han sætter sig ved siden af Ida og finder regnskabet frem. Efter en halv time erkender han, at det ikke lige var det, han trængte til, så han smutter ned til volontørerne i stuen og slapper af. I aften skal vi stå for en ”Joffiaften” med volontørerne, hvor den lokale præst kommer og fortæller om livet som kristen jøde. Sådan en aften kræver lidt ekstra energi og kaster måske nogle gode og vigtige samtaler af sig. Så må regnskabet vente til i morgen.
Ved sengetid forlader vi det hyggelige selskab og drifter op i vores lille lejlighed. Morgendagen byder på en tur til visumkontoret, lidt mere regnskab og undervisningsforberedelse og en tur med senior-volontørerne, mens kollega Jakob tager sig af lejlighederne. Og når det er færdigt, spiser vi ude med de tre andre medarbejdere og vores gæster fra Emdrup – uden volontører!
Hilsen Ida og Mathias