02/07/2024 0 Kommentarer
En god relation til børnene er vigtig
En god relation til børnene er vigtig
# Div. nyheder
En god relation til børnene er vigtig
En god relation til børnene er vigtig, siger Maria Kofod Drejer, som er leder af spirekoret og snart skal starte børnekor op i Emdrup Kirke.
Jeg er 26 år og gift med min dejlige mand Yannick Drejer. Sammen har vi en datter, Alba, på 9 måneder.
Når jeg ikke er på barsel, studerer jeg til Almen Musiklærer på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Vi lærer en bred vifte af færdigheder indenfor musikundervisning. Vi har fx fag som korledelse af både børn og voksne, musikpædagogik, hørelære, teori, sangundervisning og klaverundervisning.
Freelancer og korarbejde
Jeg arbejder også som freelancemusiker, hvor jeg bl.a. holder kirkekoncerter og optræder til forskellige fester og arrangementer.
Kor har altid været en del af mit liv. Jeg har selv sunget i både kirkekor, rytmisk kor og gospelkor, og jeg er glad for både den rytmiske og klassiske tilgang til korsang.
Jeg har været dirigent i Lindehøj Gospel Singers i 3 år, hvor aldersgennemsnittet er 60 år. Det er skønt at arbejde med musik og sang med både børn og voksne, og se hvor stor glæde og fællesskab det giver mennesker i alle aldersgrupper.
Spirekorsleder
I Emdrup Kirke leder jeg spirekoret. Det er et givende job, hvor jeg får lov til at synge, danse og have det sjovt med børn i alderen 0.-2. klasse. For mig er en god relation til børnene vigtig, fordi det er udgangspunkt for både god og tryg læring samt kreativ udfoldelse.Desuden er det mere meningsfyldt, når jeg kender børnene og kan være noget for dem.
Børnekor starter i 2022
I det nye år skal jeg også have både børnekor fra 3.-4. klasse og babysalmesang i Emdrup kirke, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til!
Til børnekor skal vi, ligesom til spirekor, synge, danse og have det sjovt. Men vi skal også have mere fokus på noder og rytmer, klang, sang i kanon og flerstemmighed.
Babysalmesang
Babysalmesang er noget helt særligt, fordi jeg får lov at være samme med forældre og deres små guldklumper. Det at se forældre have det sjovt og hyggeligt med deres børn i sang og leg er givende. Jeg får lov til at skabe en ramme med musik, sang og leg, som er med til at styrke og udforske deres relation til hinanden.
Jeg er super glad for at være en del af fællesskabet og musiklivet i Emdrup Kirke. Det er skønt igen at have spirekoret efter en dejlig lang barsel, og jeg glæder mig til at begynde med de nye arbejdsopgaver.
Kommentarer